Mandag d. 10 var både jeg og Christina på arbejde som sædvanligt, Men på grund af en gavmild donation fra min mors moster Ruth, havde vi om aftenen udset os et arrangement i Komische Oper.
Dette indebar at en række kor, vokal grupper og bands spillede to sange hver, fra deres respektive hjemlande. Alle optrædende var bosat i Berlin, men repræsenterede en lang række forskellige nationaliteter.
Vi ankom til til Komische Oper, med åbne sind, og kastede os over et par af de udmærkede Bretzels, der sælges i foyeren, før forestillingerne og i pauserne. Programmet lagde ud med portugisisk fado, gik videre til rørende polsk folkesang, så til spansk, til italiensk komunistisk kvindekor. Og derfra i rivende firspring videre til tyrkisk kroatisk, serbisk, koreansk, vietnamesisk, marrokansk og flere andre landes lokale musik. Gennem hele koncerten, var det talrige publikum mægtigt begejstrede, og stemningen var høj. Det eneste der gav sure miner, var det faktum, at arrangørerne havde bedt en række elektroniske musikkere om at lave remixes af de forskellige sange. Disse ellers udmærkede remixes blev spillet mellem de forskellige optrædener. Det affødte tvære buuh-råb fra den ældre konservative og mere uforskammede del af publikum, der ikke brød sig om at opleve noget andet end de var vant til.
Hele spektaklet sluttede af med en cubansk band, hvis inciterende rytmer lokkede resten af de mange tromme og rytme dygtige musikere frem fra deres siddepladser, De deltog således i det store fælles afslutningsnummer, som fik alt publikum i salen på benene. Nogle Dansede, nogle klappede. alle var tilfredse!
Hvis man har lyst til at høre sagerne, kan man selv lytte efter på: http://www.heimatliederausdeutschland.de/musik.html
KÖPENIK
I weekenden d. 14-16.06 tog Christina til Schweiz, mere om det senere, Men jeg var altså ladt alene tilbage i Berlin. Jeg slappede af, Vaskede tøj, og Tog om lørdagen en god lang cykeltur østpå. Egentlig var mit mål GrosseMüggelsee øst for byen. Den nåede jeg dog aldrig, da jeg i Köpenik mistede vejkendingen, og der var by fest!
Det bød på mange fine optrin, og Berlins proletariat i Deres bedste og mest upassende Fremtrædender. Her var alt. Unge mødre, højtråbende kvinder, skallede, ondskabsfuldt udseende mænd, forskruede selvcentrerede cheerleader småpiger par i matchende t-shirts med indianer motiver og mongoler i røde uldkjoler. Det var fascinerende, og behageligt med så mange helt almindelige mennesker omkring sig.
Gennem byen gik et spraglet optog af udklædte borgere fra forskellige foreninger og sammenslutninger. Alt dette blev fulgt af en ustoppelig speaker,klædt ud som tysk kejser.
I det hele taget var hele showet noget tilbagestræbende, mange masser af 17 og 1800tals udklædninger, gerne lidt militært. Det er for köpenikerne desværre ikke rigtigt acceptabelt at beskæftige sig med militærudklædning fra 1914 og fremad, hvor tingene ikke er helt stuerene mere.
Efter optoget førte gaderne mig naturligt til Köpenik slot, hvor et udmærket kunsthåndværksmuseeum har til huse, og slottet i sig selv, er bestemt meget seværdigt. Det ligger i en park på en lille ø, i en afstikker fra Spree. Stilen er Barok, og bygningerne er meget velrestaurerede, med især smukke vægfarver.
Hornorkester med togbanemarcher og højt humør.
POTSDAM / SANSOUCCI
søndag d. 30. Juni mødtes jeg og Christina med Simon og Laura på Alex og tog tog mod Potsdam.
Målet var Slotsparken Sansoucci, der er et enormt anlæg, med haver, flere små slotte og et par store. Vi beså Neues Palais, som er det største af slottene. Indvendigt, er det overdådigt udsmykket. Det er uffatteligt, hvor kostbart og tidskrævende et arbejde det har været, at konstruere sådan en illusion. Ved indgangen, blev man udstyret, med en letbetjent audioguide, som blandede informative enetaler sammen med et udvalg af stemningsmusik. Ud over audioguiden, var det påkrævet at bære store filttøfler ud over sine sko, for at beskytte gulvene mod slid. Gulvene selv, var af poleret marmor og parkett, friktionen mellem lige netop sådanne materialer, og filttøfler er meget ringe, og resulterede i det morsomme faktum, at man mindede mere om en kejtet skøjteløber, end en arkitektur interesseret turist.
Vi vænnede os efterhånden til den særegne gangart vi var påtvunget, og nød detaljerigdommen og forlod Det nye palæ i mættet ærefrygt.
Christina og Neues Palais
Mættelsen, var kun mental, ikke fysisk. Derfor gik der ikke lang tid, før vi arrangerede os på en bænk i parken, og fortærede vores medbragte føde og drikkelse. Det var nyttigt, og hjalp os videre gennem parken, forbi den botaniske have, Lystslottet sansoucci, der betyder uden bekymringer, på fransk. Vi morede os over muligheden for at kalde et slot for "No Worries", Det er lidt arrogant, og rammer ved siden af, på næsten alle måder.
Foran Sansoucci ligger der en imponerende terraseret vin og figen mark. Den bevægede vi os igennem og ned til et lille fint italiensk inspireret anlæg, som danner overgangen til Potsdam by. Her bliver man modtaget af en lille Brandenburger tor, ikke at forveksle med den store, der står i berlin. Vi slæbte os trætte gennem Potsdam. Købte et par bøger og en is, før vi endelig tog toget tilbage til Berlin.
Sansoucci og jeg
Orangerie paladset
Det italienske anlæg ude og inde
Louisenplatz med 3 Bachspillende Accordeonister