Dagene i Berlin går sin gang. Hverdagene er stadig lange, men er som glemt i weekenden.
Sidste weekend havde Christina en rolig aften i lejligheden, mens jeg var ude for at se teater i wedding.
Det var en SIGNA forestilling, de samme, der lavede villa salo  i København. Kort sagt indebar det at man dukkede op i en lidt skummel baggård omkring halv syv tiden, for at tilbringe aftenen, i en stor tacky indrettet lejlighed, i selskab med de andre gæster, og skuespillerne. Man er fri til at bevæge sig hvorhen man har lyst til, men man er begrænset i sine relationer. Det er ikke tilladt at at tale med de andre gæster eller skuespillere uopfordret. Og alt forgik naturligvis på tysk. så jeg skulle strenge mig lidt and, for at følge med. lejligheden, var delt op i 9 zoner, svarende til de ni ringe fra skærsilden i Dantes guddommelige komedie. Disse områder var befolkede, af skuespillere i dobbelte roller, både som personer fra Dantes komedie, og som skuespillere i den fiktive club inferno. Alle er udrustet, med komplicerede forhistorier, og et spind af referencer, Der i sidste ende lader skuespillerne sætte sig i autoritative roller, hvor de kan udfordre mangt og meget hos gæsterne.
Som jeg bevægede mig rund skiftede billederne fra historiefortælling i skov, til lieder i en salon, til quiz/spådomme, over piskning og ædegilde, til mytologiske optrin. alt sammen i en en stor sammenblanding, og ledsaget af et overordentligt ubehageligt korps af klovne, der fungerede, som en slags provokatører uden for rolle og dørmænd på samme tid.
Det er lidt svært at videregive stemningen, men den er når man oplever den, tankevækkende, behagelig, særdeles ubehagelig og utvivlsomt tiden værd.

Tilbage i de vante rammer på alexanderplatz, er der også rod i tingene, det er nemlig blevet tid til påsken, og i stil med julen, begynder man tidligt. altså...Påskemarked!
Et sammensurium af boder i romantisk tysk alpestil. alt muligt falbydes. Det sædvanlige...
særligt kan nævnes chokolade overtrukne æbler, og marcipan kartofler. Det er sikre vindere.
ellers masser af porcelæn, tingeltangel plader og nips.

Med et sprødt chokoladeæble i hånden sneg vi os ind i en stor genbrugsbutik i nærheden. her brugte vi en rum tid på at finde ud af om christina skulle købe én eller to silkeskjorter. Det endte med én, en grøn. en pæn skjorte. den bliver hun glad for.
Om aften troede vi glade at vi skulle til gratis passionskoncert i den lokale kirke, men da vi spankulerende prøvede at overskride dørtærsklen, blev vi passet op af to lusket udseende tyskere, der henviste os til billetkiosken ved siden af. Det blev lidt for katolsk, så vores lille nærige engel og vores lille sultne engel enedes om at bruge vores penge på at spise ude i stedet. som sagt, så gjort!

Vaskede vi tøj på vaskeriet i torstrasse og gik tur i prenzlauerberg, for en gangsskyld i solskin. Vi besøgte en noget medtaget kirke, en noget hyggelig cafe, og en noget børne, sne og kælkefyldt park. I parken gik det ikke stille for sig. børnene føg om hovederne på os. Enkelte kom meget tæt på den lille sø. men en fornuftig parkplanlægger havde fået arrangeret et hegn, så ingen ulykker i den søndag.
 I Parken mødte vi en af christinas kolleger med kone og barn. Det var alt i alt en meget lokal dag, man kunne næsten tro man hørte til!

en, og så to arbejdsdage gik, før vi tirsdag aften havde besøg af Simon fra christinas tegnestue, og hans kærreste Laura. Det var hyggeligt at have besøg, næsten som var det et rigtigt hjem man havde. senere samme aften, tog vi ned på  Volksbar  omme på rosa luxemburg platz. Der har de hver tirsdag et band, som spiller Neworleans jazz. Der er hyggeligt på volksbaren. jazzen er god. og bandet er mere en gruppe venner, der jammer lidt, end det er et bandt. og fantastisk er det, hvor tyskt, noget så utysk, som neworleans jazz kan gøres.

Atså! Rolige dage i Berlin. Tiden går, det er stadig koldt og jeg har tilsyneladende en uges påskeferie. Det er usædvanligt, og ca. fem år siden jeg sidst har haft dét. Christina er lidt misundelig, men jeg siger tak for pokker!